Nytårsdyk 2012

En kold og blæsende formiddag ved Munkholmbroen d. 31/12-2012. Sigten i overfladen er ikke overvældende under 1 meter, men bliver bedre, op til 5 meter, efterhånden som vi kommer ned på 4-5 meters dybde. Strømmen er strid og sydgående, så vi skal kæmpe os frem mod broen, inden vi kan komme i strømlæ bag bropillerne. Der er ikke meget liv fremme i dag, enkelte strandkrabber sidder stille og det virker nærmest som om de skutter sig i vinterkulden og afventer varmere vande med mere føde.

Vi svømmer under broen og strømmen aftager på nordsiden. Vi nulrer lidt omkring og jeg prøver at finde nogen motiver til mit G12, men der er ikke rigtig noget. En enkelt stor rød søanemone, så bred som en behandsket dykkerhånd er pludselig i synsfeltet, men jeg ser den for sent og vi får indhyllet den i mudder. Lidt længere fremme finder vi den samme pengekasse som sidst, denne gang beboet af to små kutlinger, der ikke gør mine til at flytte sig, da vi løfter taget af deres hjem.

Vi har været i vandet i små 40 minutter og er atter kommet på sydsiden. Jeg begynder at blive kold om pegefingrene i mine 3 finger våddragthandsker og gør tegn til at søge mod land. Et hurtigt check på kompasset og en stadig værre sigt bekræfter at vi er på vej mod kysten. Helt inde ved det sparsomme ålegræs dykker vi ud, op til en vind der er frisket op og små bølger med skumtoppe , der rammer os i haserne, da vi går mod land.
Vel oppe på parkeringspladsen er det tid til at ønske godt nytår med en enkelt Flensburger Dunkel, inden vi hver især kører hjem til den ventende nytårsmiddag efter den obligatoriske middagslur.

 

Dette indlæg blev udgivet i Dykning og tagget . Bogmærk permalinket.