S/S Frederiksholm ligger ca. 11 sømil nordvest for Hundested. Skærtorsdag var vi 7 fra klubben, som havde sat den som destination for, hvad der skulle blive en helt igennem fantastisk dykkertur. Allerede i dagene forinden havde DMI lovet at vinden skulle vende i Syd og blive svag til let. Der stod en let tåge omkring Hundested havn, da vi ankom omkring 9:30 og det passede perfekt med at solen brød igennem, netop som vi sejlede ud. På vejen ud kunne vi nyde den danske indsø Kattegat fra sin allerbedste side. Solen oplyste lavt hængende skyer over Sjælland i agterhorisonten, mens vandet blev fladere og fladere. Enkelte tågebanker drev over vandet. Solen var fremme, men temperaturen var dog stadig som tidligt dansk forår og alle sad med strikhuer godt nede over ørene. Turen tager kun 30 min, når vi sejler økonomisk og med Emil ved roret var vi fremme og slog vraget efter få minutters søgning. Desværre var vi ikke helt klar med ankeret, så vi måtte lige vende en ekstra gang, inden vi kunne sætte det lige i styrbordsside få meter fra vraget. Jakob og jeg var tredje hold og vi kom hurtigt ned til en næsten middelhavsagtig stemning. Var det ikke for vandtemperaturen, på få grader over nul, så var sigten helt sikkert medvirkende. Sigt kan være meget subjektiv, men den har været mindst 10 meter og flere vurderede den til mindst 15.
Frederiksholm er meget sammenfaldet efter 99 år på havbunden. Skrog og dæksplader ligger i store flager og giver skjulested for en mængde liv. Vi så flere stimer af middelstore sej, som svømmede frit mellem diverse vragdele. Dampkedlen er ikke til at tage fejl af, den ligger som en enorm konservesdåse midt i vraget 3 meter høj og står tydeligt med damprørene for oven og brændkamrene forneden. Under soklen boede en gigantisk torsk på over en meter, som utvivlsom kan takke sin sky natur for sin anselige størrelse.
Selve dampmaskinen står nogle meter længere fremme i skroget. En massiv firkantet blok jern, forvitret af rust, men man kan stadig ane konturerne af mekanikken. Spanterne rager stadig op som ribbenene på skelettet af et gigantisk havdyr, overalt besat med især dødninge hånd og mere sporadisk sønelliker. I den ekstreme sigt er det et fantastisk syn, at hænge 3 meter over bunden og synes at kunne overskue hele vraget. Eremitkrebs balancerer rundt på spanterne og taskekrabber putter sig i mudderet, helt nede ved bunden. Små havkarusser vimser omkring, med deres sorte haleplet.
Vi er på udkig efter en havkat, som førsteholdet har set helt ude i stævnen, men vi finder den desværre ikke. En enkelt mindre lange kigger nysgerrigt ud og et par fladfisk bliver skræmt op i omgivelserne omkring vraget, da vi glider rundt om stævnen. Et massivt anker sidder stadig fast i ankerhullet på styrbordsside. En enkelt lillablå søsol lyser op i mellem de mange, meget store søstjerner. På bagbordsside finder vi resterne af et stort dyr mellem spanterne, over en meter langt og meget kompakt. Den enderne af skelettet frilagt, og de massive knogler samt “næbet” tyder på, at det sandsynligvis er et marsvin, som har endt sine dage ved vraget. Vi svømmer ind over vraget mod agterenden, nikker til hinanden og giver dobbelt ok, det her er et ekstraordinært godt dyk.
Efter 30 minutter var kulden dog ved at æde sig ind på kroppen og mere basale drifter overtager fra den æstetiske oplevelse. Det var på tide at komme op til varmen. Vi var langt fra vores opstigningsline, så vi valgte at sætte en bøje og bruge den som reference for opstigningen. Med lidt held har båden så set os og vi kan blive samlet op. Undervejs måtte vi igennem et springlag, hvor overfladevandet var nogle grader koldere en på bunden. Sikkerhedstop i kun 3 grader og det var med ambivalente følelser vi atter så solen. Vi havde luft til den dobbelte bundtid, men kulden…
Efter at vi var kommet i overfladen, var der mange indtryk der lige skulle behandles og vi ænsede ikke båden, før den lå 15 meter fra os, alt for langt væk. Vi var kolde (og dovne) så vi ville have båden i armslænge afstand før vi var tilfredse. Det lykkedes efter lidt tid og et par hjælpende hænder fik hurtigt grejet indenbords og os selv indenbords. Vi var i god tid og checkede om nogen skulle have et dyk mere, men nej – alle var kolde, så vi vendte stævnen mod syd. Omkring 14 tiden kunne vi sejle ind i havnehullet, efter høfligt at have ladet færgen passere først. Alle vidste hvad der skulle ske, så vi fik hurtigt både grej og Frøen på land og kunne tage mod Roskilde, kun opholdt af den obligatoriske is på hjemvejen.
Hej Søren
En virkelig god beretning – man får virkelig et godt indtryk af hvad man kan opleve på sådan et dyk. Dernæst må det være meget fascinerende at se sådan et gammelt vrag. Jeg dykker jo ikke så derfor synes jeg det er interessant at læse sådan en beretning om hvad man kan opleve i danske farvande – meget imponerende.