Sidste lørdag i Maj og klubben er på udflugt. Frøen er hægtet på Mondeoen og turen går til Rødvig havn. Det endelige mål er Vapper. Godt nok har vejrudsigten været lidt ulden i kanten, vind fra SØ op til 8-10 sm, men det går jo nok. Vel ankommet til havnen , kan vi se at der er begyndt at komme hvide toppe på bølgerne, men de fleste er enige om at det nok skal lægge sig og båden bliver hurtigt søsat, lastet og afsejlet.
Knap er vi kommet ud af havnehullet, før Frøen bliver revet rundt på vandet. Dagens første aspirant har svært ved at få båden i plan og alle må rykke frem. Så går det og pludselig ryger vi op af vandet og hejsa hvor det går. Bølgerne banker rytmisk mod stævnen, mens vi står direkte mod bølgerne, efter 5 minutter er man allerede ved at være træt i både knæ og arme af at holde fast. La Chavanette er begynderpist ved siden af dette og der er 45 minutter endnu. Tænderne bides sammen og støt står den danske sømand, pludselig vælger aspiranten ved rattet at teste dødemandsknappen. Dykkere og udstyr står i en kaskade frem i båden og deres udsendte må indkassere et blåt mærke til samlingen. Alle griner nervøst og laver sjov med situationen, men nu er det alvor. Det er nu vi skiller drengene fra mændene. Videre går det mens blæsten hyler om ørene. Tiden snegler sig afsted, men endelig når vi frem og kan lægge os i mellem de 2 gule markeringsbøjer, som afmærker Vapper.
Første holdet er for en gang skyld på tæerne og er hurtigt i grejet. Knap har ankeret fat, før de rammer vandet og afsted det går. Vi når lige at aftale en dykkertid, inden de forsvinder under overfladen. Vi kører med 15 min overlap, så næste hold er allerede ved at gøre klar. På minuttet går de bagover og forsvinder ligeledes ned mod vraget. Båden er lettet for en del grej og vinden lægger sig ikke. Vi har lang ankerline ude og Frøen hopper op og ned på den oprørte sø. Jeg kan mærke på min makker, at bevægelserne er ved at gå i maven på ham. Han får de lidt ubeslutsomme bevægelser, som normalt er tegn på at man hvert øjeblik er klar til at bøje sig ud over siden og ofre til Poseidon. Jeg spørger ham, men han benægter, påstår at det bare er lidt luft og prøver at bøvse, på en lidet overbevisende måde. Erfaringen siger at det gælder om at komme i vandet og ned på dybden, hvor alt er roligt. Vi begynder et gøre os klar. Hvert øjeblik venter jeg at min makker overgiver sig, men han er sej og står det igennem. Få minutter senere er det os der rammer vandet. Hurtigt og effektivt er vi nede på 5 m og alt bliver roligt.
Vi følger bundtovet og svømmer mere frem end ned pga. den lange line. Kort efter er vi på vraget på 16 m. Det er min makkers første vragdyk og hidtil største dybde, så vi bruger et par minutter på at finde rytmen og afbalancere korrekt. Vi er kommet ned på bagbordsside lige foran styrhuset.Vi udveksler ok tegn, tænder lygterne og bevæger os bagud. Det er 18 mdr siden jeg sidst har været på Vapper og der er sket en del forandring. Pladerne på styrhuset er ved at være tærede og flere steder faldet af. Sigten er ikke imponerende, måske 5 meter og vi lyser ind i et gabende hul i styrhuset. Ledninger hænger ned fra luftet og lidt længere inde står et badekar. Vi svømmer rundt om styrhuset og kommer ud på agterdækket. Her er de store trawl blevet trukket ind og den tommetykke trædørk står stadig massiv og solid. Russernes træ er åbenbart mere holdbart end deres stål. Vi fortsætter bagud, den bagbords skorsten var væltet ned på dækket allerede sidst jeg var her, men den gang er den store targabøjle bagerst også lagt ned. Undervejs stikker vi hovedet ned i de store åbne luger på dækket, hvor mandskabet har stået med fangsten, rense sortere og pakke på is. Vapper er små 100 m lang og har fungeret som en flydende “fiskefabrik”.
Vapper
Vi glider videre ned af trawlslidsken og udover kanten ved hækken. De sidste meter svæver vi ned igennem koldt, men klart vand ved bunden. Min makker er i våddragt, så vi nøjes med en hurtig tur ind til skruen i mørket under skroget. næsten 2 meter i diameter og med en kraftig ring omkring, sandsynligvis for at forhindre trawl og liner i at nå skruen. Jeg lægger dybdemåleren helt ned til bunden i strømhullet omkring skruen og den viser 26,1 m. Vi glider videre ud på styrbordsside og atter op i det lidt varmere vand omkring dækket. Min makker viser mig sit manometer, 70 bar tilbage på hans 15 l flaske, der er gået 22 minutter. Heldigvis er vi tæt på bundtovet og vi starter opstigningen 10 min før aftalt. Vi stopper i 5 meter og holder et 3 minutters sikkerhedstop. Bevægelsen i bundtovet vidner om at vinden ikke har lagt sig. Da vi kommer i overfladen er det ikke helt så oprørt som ventet, men der er stadig gang i Østersøen. Hjælpsomme hænder får os hurtigt indenbords. Første holdet er ivrige for et dyk mere, mens andetholdet har den typiske bleggrønne farve, som kun kan betyde en ting. Min makker har en ekstra flaske mere, men oplevelsen har åbenbart været så overvældende, at han vælger, at vi bare tager den med ro og nyder solen, som trods alt skinner ned fra en næsten skyfri himmel.
Efter en små 45 minutter har sidste hold løsnet ankeret og vi driver langsomt. Ankeret bliver hevet ind og vi må desværre konstatere, at linen har skamfilet mod vraget og er flosset og ødelagt. Vi checkede ellers at det sad godt, men alligevel er den tykke line gnavet halv igennem. Vi holder os i nærheden vraget for laveste styrefart, mens vi spejder efter en opstigningsbøje. Med pæne bølger og skumtoppe kan man nemt overse en dykker, men efter få minutter kommer bøjerne op og vi kan samle dem op i nogenlunde ro og orden, så vidt vinden tillader. Da alle er ombord går det atter mod havnen, denne gang med vinden direkte i ryggen. Vi prøver at finde den helt rigtige hastighed, hvor vi kan surfe på bølgerne, mens vi stadig planer over dem. Det går fint og nogenlunde roligt, dog er der store bølger, som pludselig efterlader et hul under Frøen. Vi ryger ned med et sug og får et ordenligt hug igennem skrog og knogler. 40 minutter tager det, med hug og stød, inden vi kan liste ind i havnehullet og lægge os ved slæbestedet. Alle dykkere har været i vandet og er kommet med hjem, det meste af grejet er intakt, så alt i alt har det været en god dag. Og så fik man også en souvenir med hjem.
Blå overarm efter RIB sejllads
Skamfilet ankerline