Flaske renovering

Jeg fik tilfældigvis klunset et gammelt 2×8 l flaskesæt og det gav anledning til at starte et renoveringsprojekt. Som man kan se på billedet, havde sættet en gammel manifold med 2 udtag til bøjlekobling og trækstangsreserve. Disse var almindeligt brug i 80’erne, men modsvarer ikke dagens behov og krævede udskiftning. En ny bro koster omkring 1400 kr. og trykprøvning ville løbe op i 750 kr. , så første opgave var at finde ud af om det overhovedet var værd at renovere, dvs. om flaskerne var pæne indvendig og kunne trykprøves. Flaskerne er fra ’85 og har aldrig været trykprøvet siden, så forhåbningerne var ikke store.

Først skulle flaskesættet tømmes for luft med begge ventiler åbne og aktivering af trækstangsreserven, indtil der ikke længere fes luft ud. Derefter afmontering af flaskebånd og rygskjold, som blev sat til side indtil jeg har fundet ud af om de kan genbruges. Manifolden blev afmonteret og ventilerne taget ud. Gamle flaske ventiler kan sidde rigtigt godt fast, men i dette tilfælde var ventilerne ganske fint smurt med silikone og de kom ud uden brug af værktøj. Et grundigt kig i flaskerne med en lygte afslørede, at flaskerne var usædvanligt pæne indvendig, næsten som nye, med enkelte rustmærker. Jeg var ikke i tvivl om flaskerne kan trykprøves og at det er værd at gå videre med projektet. Næste skridt bliver trykprøvning og bestilling af en ny bro.

Dette indlæg blev udgivet i Dykkerudstyr, Dykning og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Flaske renovering

  1. Pingback: Flaske renovering II – Broen | HERSDORF

Der er lukket for kommentarer.