Nytårsdyk II

Så var Jakob og jeg lige en tur omme ved Hundested, hvor Scansub har “Hundested Dive Resort”, hvilket primært består af nogle gamle færgelejer og en ståltrappe ned i vandet. I dagens anledning havde Karlsen, Karlsen og Karlsen udlagt et antal flasker med sydenlandsk skum, som skulle findes og bjærges, med andre ord en traditionel SAR (Search and Recover) mission. Vi havde 40 minutters dykkertid og nåede at finde adskillige flasker, men var ikke helt tilfreds med udvalget. Vi ville gå efter en spansk cava, men endte med en italiensk Asti, som er lidt sød, men dog glimrende til kransekage. Desuden måtte 3 pænt store fladfisk med op til nærmere artsbestemmelse. Det viste sig at være 2 rødspætter og en skrubbe og blev passende tilberedt.

Opskrift på Færgelejefladfisk
Fiskene fileteres og fileterne lægges i et oliesmurtfad i et tyndt lag. Stænkes let med olivenolie og drysses med salt, peber og dild. Steges derefter i ovn i ca 25 minutter.
Rejesovs laves af en opbagt sovs, som spædes med hvidvin, fløde og citron og lige inden servering kommes 1-2 håndfulde rejer i sovsen.
Desuden kogte jasmin ris og lidt grøn f.eks. agurke og tomat både.

Dette indlæg blev udgivet i Dykning, Fra Scuba.dk. Bogmærk permalinket.