Kan de li’ østers ?

Søndag morgen og vinden 10-12 m/s fra sydøst, Nordkysten burde være fin, men vi gad ikke køre så langt, så det blev Munkholmbroen igen.  Henrik 2m og kæresten var kommet for sent op og ville hellere på julegaveindkøb, så det var kun Claus, Peter slagter og undertegnede til dykket. Vandet så fint ud, men da vi kom ud til sejlrenden tænkte vi “Det er løgn”, sigten i overfladen var under 1 meter, så det blev nok et kort dyk. Men Poseidons veje er uransagelige og da vi kom ned under 2 meters dybde var der ganske fin sigt, op mod 8 meter ved bunden.

Vi tog den sædvanlige rundtur for at se, om der skulle være nye spændende effekter. Som bekendt er broen det foretrukne dumpningssted for alle effekter, som lyssky elementer gerne vil have forsvinder for en tid og ganske rigtigt fandt vi denne gang en pengeboks i god kvalitet. Den var dog åbnet og hvis man skal dømme ud fra bevoksning og de par kutlinger der have taget den til bolig, havde den ligget der en rum tid. Vi svømmede videre rundt og jeg fandt noget der umidddelbart lignede en stor kalksten, men viste sig at være en østers i overstørrelse, faktisk overmegastørrrelse, vi snakker 4x normal størrelse. Følgelig måtte den med op til nærmere artbestemmelse. Vi daskede lidt rundt under bropillerne, men det var ikke rigtigt mere sjov, bortset fra en ålekvabbe der var så fyldt med rogn/unger, at det så ud som om den havde slugt en mindre appelsin.  Efter 40 minutter var det nok og man kunne faktisk godt mærke at vandet kun var 4 grader, så tilbage på land og få pakket sammen.

Den fænomenale østers måtte vi lige vise til Sven kromand på Langtved færgekro. Sven er altid god for en snak om dykning og hvad der rører sig under broen. Vi lånte en østerskniv og fik åbnet delikatessen , som ganske rigtigt viste sig at indeholde kød nok til tre pæne smagsprøver i almindelig østers størrelse. Smagen var dog den sædvanlige af havvand og skumsprøjt. Claus der smagte østers for første gang, så lidt skuffet ud. “Smagte den godt?” spurgte han. Jeg gloede på ham. “Jeg mener, skal den smage sådan ?” spurgte han.
Jo, den var god nok, sådan smager østers, men næste gang skal vi nok huske lidt citron.

Artbestemmelsen viste at det drejede sig om en Stillehavs Østers (Crassostrea gigas)

Mere om østers

Dette indlæg blev udgivet i Dykning, Fra Scuba.dk og tagget . Bogmærk permalinket.