SAR operation

Den dynamiske duo (aka B1&B2 aka Zent&Fich) ville gerne vise hvor dygtige de var blevet til at lave accelereret dekompression dvs. Advanced Nitrox, så Jakob og jeg bevægede os til Trykkerdammen for at se på sagen. Jakob lavede en kort briefing over de ting han gerne ville se og så gik vi i vandet. Jeg fulgtes med Zent og han viste, at han havde øvet sig flittigt. I rask tempo fik vi lavet maskeskift, ventilshutdown og dekoflaskehåndtering stabilt flydende på 6 meter. Efterfølgende kørte vi et fuldt dyk med prefabrikeret runtime tabel, gasskifte, sætning af dekobøje og dekompressionstop. Det gik rigtigt pænt og efter en lille time i vandet kunne vi atter sætte fødderne på asfalten og nyde et stykke kringle.

Hvad har det med overskriften at gøre, tænker den opmærksomme læser. Jo, efter at have nydt vådt og tørt, måtte jeg lige træde af på naturens vegne og i den forbindelse trække min dragt af. Desværre havde jeg ikke lige fået afmonteret min computer, så den smuttede af ærmet i samme bevægelse og landede uset i græsset i det tiltagende tusmørke ved 20-tiden. Da jeg senere pakkede grej ud, kunne jeg selvfølgelig ikke finde “Uwatecen” og kunne nok regne ud hvad der var sket. Heldigvis var D.D.D. blevet ved dammen for at få et natdyk og efter at have sendt et par SMS’er, indtalt et par desperate beskeder og postet efterlysning på dykkerforum, blev jeg ringet op af Zent, som meddelte, at computeren var fundet og jeg godt kunne falde til ro.

Min gamle Uwatec Aladin Air2 Nitrox

Dette indlæg blev udgivet i Dykning og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til SAR operation

  1. Jakob skriver:

    Husk lige at skifte mundstykke på din regulator… 🙂

Der er lukket for kommentarer.